MÆRKK's Vidensprofil
En tegne en vidensprofil er
- at identificere et vidensdomænes epistemologiske basis, dvs. de teoretiske valg der ligger til grund for det givne område
- og efterfølgende identificere de konsekvenser den epistemologiske basis udøver på det genstandsområde man undersøger.
- Vælger man at løse en teoretisk problemstilling med udgangspunkt i fx hermeneutikken, så følger der nogle konsekvenser af dette valg, vel og mærke nogle konsekvenser, der er anderledes end hvis man fx valgte den pragmatiske semiotik.
Summen af ens teoretiske valg – den epistemologiske basis – er således afgørende for, hvordan løsningen på en given problemstilling bliver. Selve vidensprofilen er endvidere afgørende for, hvordan man konstruerer repræsentationer af den eksisterende vidensorganisation, som eksisterer som en socio-kognitiv vidensstruktur. Vi har valgt at tegne en vidensprofil for MÆRKK med følgende formål for øje:
- at skærpe MÆRKKs terminologi og forsøge at finde ind til kernen i forståelsen af MÆRKKs genstandsområde.
- at repræsentere MÆRKKs vidensunivers i vidensprofilen og i de identificerede begrebsstrukturer.
- at kommunikere MÆRKKs centrale interesser og vidensprofilere, herunder afgrænse og positionere, MÆRKK i forhold til andre beslægtede forskningsprojekter.
Den epistemologiske basis for MÆRKK er:
- Æstetik
- Æstetik i markedskommunikation
- Æstetik i markedskommunikation beskrevet med henblik på den menneskelige evne til betydningsdannelse
- Æstetik i markedskommunikation beskrevet pragmatisk med henblik på den menneskelige evne til betydningsdannelse
- Æstetik i markedskommunikation beskrevet pragmatisk med henblik på den menneskelige evne til betydningsdannelse i stilistisk øjemed
- Æstetik i markedskommunikation beskrevet pragmatisk med henblik på den menneskelige evne til betydningsdannelse i stilistisk øjemed og udspændt mellem kulturelle og kognitive faktorer.
Den epistemologiske basis læses på følgende måde: Punkt 1. markerer det mest generelle felt MÆRKK relaterer sig til. Dette felt indsnævres i punkt 2 ved at anføre markedskommunikation som et suffiks til æstetik. Dvs. det er æstetik i markedskommunikation MÆRKK interesserer sig for og ikke markedskommunikativ æstetik. Punkt 3 skærper yderligere MÆRKKs interessefelt, da det er de semiotiske aspekter ved æstetik i markedskommunikation MÆRKK interesserer sig for. Punkt 4 og punkt 5 bruges til yderligere at skærpe MÆRKK’s interessefelt og vi når dermed frem til punkt 6, som er det mest præcist formulerede interessefelt for MÆRKK. Bevægelsen i den epistemologiske basis går fra det mest generelle niveau til det mest specifikke niveau. Ned gennem den epistemologiske basis reducerer vi hele tiden MÆRKKs interessefelt. hvorved vi samtidig skærper terminologien.
MÆRKKs interessefelt er:
Æstetik i markedskommunikation beskrevet pragmatisk med henblik på den menneskelige evne til betydningsdannelse i stilistisk øjemed og udspændt mellem kulturelle og kognitive faktorer.
Efter at have identificeret MÆRKKs epistemologiske basis ser vi nærmere på de konsekvenser den epistemologiske basis afstedkommer. Konsekvenser for MÆRKK:
Ad 1. Humaniora (analyse, fortolkning, vurdering, smag og behag, historie)
Ad 2. Markedskommunikation (udveksling, konkurrence, løfteafgivelse)
Ad 3. Semiotik (syntaks, semantik, pragmatik)
Ad 4. Pragmatik (aktør, handling, intentionalitet, interaktion)
Ad 5. Design (stil, form og substans)
Ad 6. Kode (mønstre for emotion, krop, vaner, meningsdannelse).
Konsekvenserne for MÆRKK er organiseret således, at punkterne svarer til punkterne i den epistemologiske basis. Bevægelsen går som i den epistemologiske basis fra det mest generelle niveau (Humaniora) til det mest specifikke niveau (mønstre for emotion, krop, vaner, meningsdannelse).
MÆRKKs vidensprofil giver således følgende erkendelsesinteresse:
Undersøgelse af æstetik i markedskommunikation på et pragmatisk grundlag og med henblik på, hvordan den menneskelige evne til betydningsdannelse kan aktiveres i spændet mellem kulturelle og kognitive faktorer. Objektet for undersøgelse er stile og mønstre for emotion, krop, vaner, værdi-, identitets- og meningsdannelse som er relateret til markedsmæssige udvekslinger.
Den følgende begrebsstruktur er udviklet i overensstemmelse med vidensprofilen (se diagram). Man skal forestille sig at man ser på begreberne æstetik og markedskommunikation gennem vidensprofilen, derved får vi en repræsentation af en begrebsstruktur som er unik for MÆRKK og som er i overensstemmelse med MÆRKK.
Hvert markerede begreb i strukturen er udstyret med en kort begrebsdefinition - en scopenote som præciserer MÆRKK’s brug af begrebet. Se scopenotes.
